Værkstedsbesøg hos Lene Frandsen, Zig-Zign

Onsdag 13. oktober 2010

Vi mødte talstærkt op hos Lene og Zig-zign en regnvejrsaften i oktober, og startede med at besigtige hendes værksted. Her blev vi duperede over at se så store mængder uld i en ubeskrivelig farvepalet. 

             

 

Lene fortalte om starten på hendes virksomhed, opstået med få redskaber og stor kunnen og iderigdom. Vi fik indblik i hendes arbejdsproces, hvor miljøhensyn er tænkt ind hele vejen. Vi så bl.a. den ombyggede industricentrifuge, hun bearbejder ulden i for at frembringe de store filtede uldruller, der ender som hynder, varmebrikse og smykker.

Ingen tvivl om, at Storm P ville have spærret øjnene op, hvis han havde set, hvad Lene og hendes mand har frembragt for at komme fra ide til færdigt produkt.

Vi sluttede i hendes ”systue” og showroom, hvor vi fik stillet lysten til at beskue, røre og fornemme hendes fine færdige produkter, alt imens der blev snakket, spist kage og drukket kaffe.

Tak til Lene for en fin aften i uldens tegn.