Maskinstrik – strik til festlige lejligheder v/ Annette Frølund

Lørdag og søndag 22. og 23. januar 2011

Vi har igen i år haft et maskinstrikkekursus ved Annette Frølund og i år var emnet : Strik til festlige lejligheder. Vi lærte at strikke trådhulstrik, forskellige hulmønstre, platinstrik, flæser m.m. - i materialer og modeller, der kan bruges til festlige lejligheder.

Annette Frølund havde medbragt et antal færdige modeller, som blev præsenteret på en gine. Modellerne havde indarbejdet de teknikker vi så og afprøvede på egen maskine. Annette havde desuden mange strikkeprøver med de forskellige tekniker vist – i forskellige mønstre, farver og med finurlige detaljer.

Annette havde som sidste år udarbejdet et fyldigt kompendium til weekendens emner. Det kunne vi støtte os til undervejs i de forskellige afprøvninger. Der er i kompendiet forklaring på de forskellige mønstre og detaljer, som blev vist og gennemgået, så vi kunne studere prøverne, læse om dem, prøve dem af i vores garn og kigge hos hinanden.

Annette Frølund var hele tiden ved vores side, når vi manglede hjælp. Der blev strikket flittigt – først prøver, men også mobilholdere og sokker var der interesse for. Det var et godt kursus. Der var tilmeldt 13 glade strikkere, men desværre måtte 2 melde fra pga. sygdom.

Både nybegyndere og øvede kunne gå hjem med et godt udbytte af weekenden.